0 Log ind

Værd at vide om brændeovne


Velkommen til Himmerlands Pejsecenters guide til brændeovne. Guiden er et perfekt værktøj, der kan hjælpe dig, når du skal vælge ny brændeovnsløsning. I de andre afsnit, INSTALLATION AF BRÆNDEOVN, REGLER OG GODKENDELSER og OVERVEJELSER OM BRÆNDEOVN, kan du læse om de andre tekniske forhold, du skal tage hensyn til, når du skal have installeret en ny brændeovn.

Vælg kvalitet, når du vælger ny brændeovn! Hos Himmerlands Pejsecenter har vi gjort benarbejdet for dig. Vi har udvalgt de mærker, der giver dig mest kvalitet for pengene. Samtidig har vi valgt de brændeovnsproducenter, der har fokus på udvikling og miljø.

30 års erfaring med salg og montage af brændeovne giver dig tryghed, og vi er med dig hele vejen – helt frem til ilden knitrer i din nye brændeovn i dit hjem.

 

HVILKEN BRÆNDEOVN SKAL JEG VÆLGE?

Udvalget af brændeovne er større en nogensinde før, og det kan være svært at vælge den rette model. Vi anbefaler, at du søger vejledning og tips hos en fagmand, der kan rådgive dig, inden du vælger den rette model. Er det muligt, så sørg for at se ovnen i en butik, inden du vælger. Så kan du mærke kvaliteten med dine egne hænder.

Der er nu blevet udviklet brændeovne med en unik forbrændingsteknik, der gør dit brændeovnsliv lettere. Mekaniske eller elektroniske styringer, der selv kan styre luftstrømmene gennem ovnen, bliver mere og mere almindelige. Styringerne åbner og lukker selv for spjældene. Du skal blot fyre op – brændeovnen klarer selv resten. Desuden er de automatiske styringer meget effektive, så dit brænde udnyttes miljøvenligt og effektivt.

Fra appen kan varmeafgivelsen kontrolleres i flere niveauer, og du får en meddelelse, når det er det optimale tidspunkt for genfyring. Den elektroniske del er udviklet i samarbejde med Dansk Teknologisk Institut, og den tager miljøvenlig fyring i brændeovn til et helt nyt niveau.

HVORNÅR SKAL JEG SKIFTE MIN BRÆNDEOVN?

Sørger du for at få vedligeholdt og serviceret din brændeovn, har den meget lang levetid. Især pakninger og de indvendige Vermiculite plader skal være i orden. Men du skal være opmærksom på, brændeovne de seneste år har gennemgået en stor udvikling. Det betyder, at du vil opleve en stor besparelse på dit brændeforbrug, hvis du skifter til en ny model.

HVORDAN TÆNDER MAN OP I EN BRÆNDEOVN?

Korrekt optændning er essentielt, når du skal opnå den bedste fyringsøkonomi og mest miljøvenlige forbrændning. Vores anbefaling er, at du starter med to-tre stykker kløvet brænde. Husk at brændet skal være tørt. Ovenpå brændet placeres nogle stykker optændningspinde. Imellem optændningspindene placeres en optændingsbrik, der tændes.

På denne måde hæves temperaturen i brændeovnen hurtigt, og partiklerne forbrændes hurtigt. Dette er den mest effektive og mest miljøvenlige måde, når du skal tænde op i din brændeovn. Metoden kaldes Top To Bottom-optænding. Det er den eneste rigtige måde at tænde op på i din pejs eller brændeovn. Ikke noget med at bruge “spejder-båls-metoden”! Og glem alt om at benytte aviser og lignede, når du tænder op!

HVORDAN VIRKER EN BRÆNDEOVN?

Praktisk talt alle moderne brændeovne er såkaldte konvektionsovne. Det betyder, at ovnen trækker luft fra rummet ind i bunden. Luften ledes gennem ovnen, og den nu opvarmede luft sendes tilbage ud i rummet fra ovnens top. Ud over konvektionsvarme afgiver ovnen også strålevarme fra glasset i lågen.

Brændeovnens effektivitet, funktion og miljøvenlighed er afhængig af en korrekt dimensioneret skorsten. Skorstenen fungerer som ”motoren” for optimal forbrænding. Er der ikke tilstrækkelig træk i din skorsten? Du kan læse mere i guiden til røgsugere, hvor vi fortæller mere om skorstenen og dens funktion.

HVAD ER EN BRÆNDEOVN LAVET AF?

De fleste brændeovn har en “kerne” af pladejern. Frontlågen og oftest også toppen er udført i støbejern. Desuden findes der flere modeller, der er beklædt med sand- eller fedtsten. Dette smukke og uforgængelige materiale er for alvor blevet moderne, fordi trenden inden for boligindretning er, at vi skal have naturmaterialer i vores hjem.

Kigger man ind i brændeovne er siderne beklædt med et materiale, der hedder Vermiculite. Vermiculite har flere funktioner:

 

  • - Den beskytter selve ovnen mod de meget høje temperaturer fra bålet
  • - Den reflektere varmen fra ilden, tilbage i bålet. Derved opnås mere effektiv udnyttelse af brændet samt en højere temperatur i ovnen der skaber den, korrekte miljømæssige forbrænding.

I ældre brændeovne er Vermiculite pladerne ofte rektangulære og flade, så man selv kan skære nye plader. I den moderne brændeovn har pladerne fordybninger og udskæringer for at maksimere effektiviteten i brændkammeret.

HVOR MEGET FORURENER EN BRÆNDEOVN?

En brændeovn forurener ikke, såfremt du kun bruger godt og tørt brænde. Godt brænde kan være eg eller bøg, der er hårde træsorter. Det er også vigtigt, at du tænder korrekt op. Små pinde på toppen og et par større neden under. Brug en optændningsbriket og tænd op fra toppen. Når du køber en brændeovn hos Himmerlands Pejsecenter, får du en grundig instruktion i optændning og fyring i din nye brændeovn.

HVOR MEGET CO2 UDLEDER EN BRÆNDEOVN?

En god moderne brændeovn er CO2 neutral, hvis du fyrer korrekt. Træ er en vedvarende energikilde, og den moderne brændeovn udnytter den brandværdi, der er i træet, til det yderste. Du skal være opmærksom på, at den vigtigste faktor for lav CO2-udledning er, hvordan du, som brændeovnsejer, bruger din brændeovn.

HVAD MÅ MAN FYRE MED I EN BRÆNDEOVN?

Vores vigtigste råd til dig er: Brug aldrig andet materiale end træ! Og brug altid TØRT træ, når du skal tænde op i din brændeovn. Brug gerne en fugtighedsmåler, og husk at fugtighedsprocenten skal være under 20 procent. Det giver dig den mest effektive og miljørigtige forbrænding, og vær samtidig opmærksom på, at de forskellige træsorter har forskellige brandværdier og karakteristika:

Fyrretræ:

Fyr er perfekt som optændingstræ. Det er en blød træsort, der er let at få ild i. Fyr brænder med en flot flamme, men afbrændes hurtigt.

Grantræ:

Grantræ har samme karakteristika som fyrretræ. God til optænding, men afbrændes hurtigt. Grantræ er også en blød træsort.

Birketræ:

Birketræ dufter fantastisk! Men det er en blød træsort, der egner sig bedst til optænding. Birketræ har en smuk flamme, og sorten udvikler ikke mange gløder. Birketræ er perfekt til et åbent ildsted, da det ikke laver ”Flyvegnister”

Lindetræ:

Lindetræ har samme karakteristika som birketræ. En blød træsort, der egner sig bedst til optænding.

Kastanjetræ:

Samme karakteristika som birke- og lindetræ. Egner sig bedst som optændingstræ.

Egetræ:

Egetræ, som er en hård træsort, kræver en høj temperatur, før det antænder. Derfor skal du starte med at fyre op med små pinde i en blødere træsort (eksempelvis fyr, birk eller gran). Egetræ brænder til gengæld længe og giver god varme, en flot flamme og flotte gløder.

Bøgetræ:

Bøgetræ er en hård træsort, og det er perfekt til brug i din brændeovn. Bøgetræ kræver dog, at du først har tændt med optændingspinde i en blødere træsort. Der skal være en høj temperatur i brændeovnen, før bøgetræet antændes. Denne træsort brænder længe, laver et flot glødelag og giver masser af varme.

Træbriketter:

I bygge- og supermarkeder kan du købe de såkaldte træbriketter. Briketterne er en udmærket løsning, men du skal være opmærksom på, at de kræver en høj temperatur, inden de antænder. Vi anbefaler, at du først tænder op med optændingspinde og almindeligt træ, så der kommer varm luft op i skorstenen. Ellers kan det være svært at få gang i briketterne. Dette gælder især, hvis din skorsten er en muret skorsten. Det tager længere tid at få temperaturen op på rette niveau i en muret skorsten, end det gør i en stålskorsten.

Vigtigt! Smid aldrig gamle aviser, mælkekartoner og andet ind i din brændeovn!

SKAL JEG BRUGE EN GULVPLADE UNDER MIN BRÆNDEOVN?

Som udgangspunkt. Nej. Der findes ingen regler om, at din brændeovn skal stå på en gulvplade eller på et brandsikkert gulv. De fleste moderne brændeovne er godkendt til at stå direkte på trægulv eller lignende. Det er vigtigt, at du rådfører dig med de produktgodkendelser, der følger med til den brændeovn, du ønsker at købe.

Husk dog, at din brændeovn skal stå på et jævnt og stabilt underlag!

Hos Himmerlands Pejsecenter har vi i et bredt udvalg af gulvplader i standardmål, så vi har også en, der passer til din brændeovn. Desuden har vi mulighed for at bestille plader på specialmål, såfremt dette ønskes.

Det findes to typer gulvplader: de store, hvor brændeovnen står ovenpå og de særligt tilpassede, som passer til en given model. Her ligger pladen foran ovnen og kan let fjernes, når der skal støvsuges. Uanset hvilken type gulvplade, du vælger, skal følgende mål overholdes.

  • - Regnet fra kanten af indfyringsåbningen skal gulvpladen som minimum gå 15 centimeter ud til hver side af ovnen.
  • - Regnet fra kanten af indfyringsåbningen skal der minimum være 35 centimeter ud til gulvpladens forkant.


De stålgulvplader, vi forhandler hos Himmerlands Pejsecenter, er malet med en særlig stærk pulverlakering. Det sikrer lang levetid.


Magasin
Kon
Takt
Kontakt Himmerlands Pejsecenter her